Nekrolog for Willy Hansen *09.11.1934 +30.08.2019

Willy Hansen, mangeårigt medlem af Værebro Kanoklub er død efter kort tids sygdom, 84 år gammel.

Willy Hansen blev tilknyttet Værebro Kanoklub gennem sin søn tilbage i 1982. Willy blev valgt ind i klubbestyrelsen i 1990 og varetog i næsten 30 år frem til sin død posten som kasserer. I 2008 kåredes Willy til æresmedlem for sin store indsats for klubben. Gennem 37 år har Willy planlagt og ledet hundredvis af klubture i kano og Havkajak. Turene er foregået i det meste af Danmark og Sverige. Willy var oprindeligt kanoroer. Men Willy var med til at udvide Værebro Kanoklub’s kompetenceområde til også at omfatte havkajakker, og Willy udvidede selv sine ro-kompetencer i de senere år til at omfatte roning i Havkajak.

Så sent som d. 7. august roede Willy tur på Værebro Å i Havkajak. Willy var en glimrende skribent, leverede underholdende artikler til klubbladet og var hovedmanden bag klubbens jubilæumsskrifter ved 25-års jubilæet og 40-års jubilæet i 2018.

Willy Hansen havde et langt arbejdsliv indenfor Post- og telegrafvæsnet og sluttede af i TDC. Willy var desuden aktiv gymnast, læste efter sin pensionering religion og historie på folkeuniversitetet. Willy boede fra 1976 til 1. april 2019 i Ølstykke. Her flyttede Willy til en mindre bolig i Roskilde, bl.a. for at bo nærmere sin hjerteveninde og sine børn, 4 børnebørn og to oldebørn.

Willy er savnet i Værebro Kanoklub, og vi føler med Willy’s familie og veninden Anna Margrete i den svære tid.

Willy bisættes fra Gl Vor Frue Kirke, Roskilde, torsdag d. 5. sept kl 11.00

Æret være Willy’s minde

Værebro Kanoklub, Henrik Ørnebjerg, klubformand