2016-06-17 Kalv-feigen

Weekendtur til Jørgen og Inge Lises sommerhus i Kalv

(Se billeder nederst)

Fredag d. 17. kl.12 mødtes vi på grunden. ”Vi” var Inger-Lise, Karin, Willy, John og undertegnede. Gunni og Torben kørte selv med camper og kajakker og Jørgen og Inge Lise var allerede ankommet til sommerhuset torsdag. Kl. 12.30 var traileren læsset og kursen blev sat mod Kalv.
Turen gik over Øresundsbroen, da det var noget billigere end at tage færgen. John styrede målbevidst og sikkert non stop, og 4 timer senere kunne vi rulle op foran sommerhuset, hvor campingfolket allerede havde indfundet sig og hyggede sig på terrassen med kaffe og kage. Vi sluttede os til selskabet og med lidt god vilje kunne vi alle ni presse os sammen, nyde traktementet og den smukke udsigt over det svenske landskab. Efter kaffedrikning var der teltslagning og inden vi så os om var det middagstid. Tiden løber, når man er i godt selskab. Efter middagen var der hygge på terrassen og aftenen Afsluttedes med en gåtur i skumringen ned til broen over Lilleåen. Endnu en god dag var til ende.

/ Freddy
Lørdag.

Lørdag morgen samledes vi til morgenmad. Inge Lise, Jørgen, Gunni og Torben spiste inde mens teltfolket spiste på terrassen – man er jo på telttur. Det var blæst noget op og vi ændrede sejladsen til en tur på Svansjöerne idet Spaden, som vi ellers havde talt om at sejle op til er et temmelig åbent farvand.
Vi kom af sted ved 9-tiden og var i vandet ca. 09:30. Startstedet var kanalen mellem Fegen og Svansjöerne. Der var nogen vind, men Svansjöerne er et beskyttet område så det gik fint med at sejle. Vi så en fiskeørn og nogle lommer under turen til Götshult hvor vi gik i land kl. 11 og drak formiddagskaffe ved stemmeværket. Stemmeværket var næsten lukket og vandstanden i Kalvsjöen var usædvanlig lav. Efter kaffen gik vi ned til bæringen, der forbinder Svansjöerne med kanalen til Kalvsjöen. En bæring på ca. 400 m. Det er altid godt at få rørt sig efter at have siddet en god time i kanoen/kajakken.
Tilbage i skibene aftalte vi at sejle til Vinø for at spise frokost. Vi nåede til Vinø kl. 13 og spiste frokost på lejrpladsen, hvor der var læ for vinden. Der kom nogle smådryp, men det blev ikke til ret meget, så vi behøvede ikke at finde regntøjet frem.
Efter frokost sejlede vi tilbage til startstedet, læssede skibene og kørte tilbage til sommerhuset.
Alle havde en fin tur uden at skuldre, arme osv. var blevet overbelastet
Torben og Gunni kørte tilbage til Götshult i bil sammen med Freddy og med Jørgen som vejviser. Freddyr havde glemt sine sandaler ved kaffepause i Götshult. Det måtte han høre en del for.
Efter eftermiddagskaffen havde vi aftalt at gå en tur, men John skulle lige op i Handleren for at købe lidt is for nogle af de pengesedler, der er ved at udgå. Så John ville give is til dessert efter aftensmaden. Torben og Inger Lise gik med og der blev handlet godt ind. John kom hjem med 4,5-5 l is! Det burde række til 9 mennesker.
Inden aftensmaden gik vi en tur med Jørgen som vejviser. Vi var nede i bøgeskoven, der ligger for nordenden af Kalvsjöen og er fredet. For danskere er en bøgeskov ikke noget særligt, men det er det nogle hundrede km oppe i Sverige. Derefter gik vi ned til kirken og til badestranden og campingpladsen. Turen gik videre til bådisætningsstedet ved Lilleåen og videre tilbage til sommerhuset igennem skoven og forbi kronhjortefarmen. Vi var tilbage ved huset ca. kl 19 og gik i gang med aftensmaden. Det var noget blæsende på terrassen så vi besluttede at spise inde. Efter de individuelle hovedretter var der is til dessert. Det lykkedes desværre ”kun” at spise ca. 3 liter is. Så var der lige en mundsmag tilbage til efter frokosten søndag.
Efter isen gik snakken lystigt og store emner som EU og Kongehusets berettigelse i et moderne demokrati blev diskuteret ivrigt uden at nå til ensidighed og sikkert også uden at nogen ændrede mening, men det var underholdende.
John og Gunni var i køkkenet og vaske op. Da de kom tilbage til stuen foreslog de, at vi søndag sejlede en tur på Lilleåen med afgang fra huset kl. 8:30. Det kunne alle tilslutte og vi gik til ro ca. kl 22:30.

Sejlads: 13 km

/ Jørgen

Søndag, den 19. juni.

Det er søndag morgen, og det er gråvejr og blæsende, næsten som på en efterårsdag, og dog er det den 19. juni og kun få dage før midsommer. Jeg vågner omkring kl. 05.45, men det er lidt for tidligt at begynde at rumstere med fare for at vække de andre i utide. Så jeg venter til henad 06.15. Gruppen har aftalt, at vi skal bryde lejren og pakke alt ned for at kunne tage på sejltur op og ned ad Lilleå kl. 08.30. Planen er derefter at vende tilbage til Inge Lises og Jørgens sommerhus omkring kl. 12, spise frokost og derefter køre mod Danmark ved 13-tiden.
Så omkring kl. 06.15 kommer der liv i teltene. Der gøres morgentoilette, laves morgenmad og pakkes sammen. Ov…, nej undskyld, Freddy og jeg stod lidt i læ for vinden ved nordgavlen og fortsatte samtalen fra aftenen før om Politiken og Jyllands-Posten og journalistikkens elendighed.
Kl. 08.30, som aftalt, kører vi kanoer og kajakker over til det sted, hvor Lilleå begynder nede ved Kalvsjö. Vi sejler gennem et bredt vådt landskab, der er meget grønt, men også med mange udgåede træer. Oven over os ser vi et par fiskeørne og en hejre. Senere snævrer åens løb sig ind, og vi kommer gennem skovområder. Et par os får øje på en stor fugl, som letter fra et træ og forsvinder ind i skoven. Vi gætter på, at der er tale om en Stor Hornugle, når vi vurderer kroppens størrelse og vingefanget. Aftenen før havde vi talt lidt om Gul Vipstjert, og her langs åen se vi den lyslevende i flere omgange. Sejladsen forløber uden dramatik; kun en enkelt grundstødning på en lumsk placeret stor sten lige under vandoverfladen giver lidt afveksling i navigationen. Åen slynger sig meget gennem landskabet. Sommetider bliver slyngningerne så afgnavede af vandstrømmen, at der af en krumning opstår hele øer. Omkring kl. 11 når vi en fin lejrplads med ophaling, bålplads, ”tordenboks” og soptunna. Her går vi ind og drikker formiddagskaffe og spiser de medbragte ”pyntekiks” og chokolader. Snart efter går turen tilbage til Kalv og til sommerhuset for at spise frokost, som afsluttes med en fortsættelse af Johns is-orgie fra aftenen før.
Så blev klokken omkring 13, og var vi klar til at sætte næsen mod Danmark. Vi kunne sige tak til Inge Lise og Jørgen for gæstfrihed og entre køretøjerne. Jeg tog mig en lur for at kunne være vågen og synge, hvis John skulle blive søvnig ved rattet. Jeg kom ikke til at synge, for John holdt sig vågen hele vejen til Jyllinge. Det var alle i bilen vist lykkelige for.
Ved 17-tiden var vi tilbage på Broengen. Alt grej blev sat på plads. Vi siger endnu en gang tak for lån af lejrplads og anden god behandling hos Inge Lise og Jørgen efter en god, lang weekend i Sverige. Jeg, som ikke skal på sommertur til Åsnen, kan sige, at de tre dage i weekenden næsten svarer til en uge på sommertur. De fleste dage i ugen er jo alligevel temmelig ens med sejladser, klipper, skove og søer. Det er deltagerne og deres særheder, som giver dagene kolorit.

Sejlads: 11 km.

/ Willy

 

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s