Sommertur til Åsnen 27. juli – 2. august 2015

Mandag d. 27.07.15

5 deltagere mødte op på klubgrunden mandag kl. 8: Addi og Erling (med den lille og meget velopdragne hund Vicki), Freddy, Ole og Karin.

4 andre deltagere var taget af sted dagene i forvejen: Michele og Henrik, Gunni og Torben.

Himmelen var overskyet og vejrmeldingen dårlig, men humøret godt og hyggelig spøgefuldt. Ruten til Åsnen var som sædvanlig: Øresundsfærgen, E4 til Traryd, hvor vi havde madpakkestop ved benzintanken og med udsigt til den store smålandske træ-elg – Rigsvej 120 til flækken Ålshult, så nordover over halvøen Toftåsa – hvor vi fik gensyn med ”vort” rofarvand til begge sider – og over de to små broer til ”vores” ø – Getnø. Der var velkomstkomité på campingpladsen v/de 4 allerede ankomne, som hjalp os med omlastning fra bil og trailer til en kano og en kajak, som blev bemandet av Freddy, Ole og Karin. Vi var snart på vej til vort elskede overnatnings/bosted, naturcampingpladsen på Getnøs nordspids. De andre 6 foretrækker luksustilværelsen på campingpladsen! Afstand mellem campingpladsen og nordenden: 2,34 km og 20-30 min. rotur.

Da vi tre var kommet i orden med telt og indbo og var parat til at dele 3 øl kom Gunni, Torben, Michele og Henrik roende – dagens første tur. Men vi slog ikke følge, aftalte i stedet at vi 3 ville ankomme pr. båd til campingpladsen kl. 18 til den forud aftalte grillmiddag.

Vejret havde hele dagen været overskyet, men næsten uden regn, og vi kunne heldigvis nyde madlavning og middag uden for Gunni og Torbens ellers indbydende fortelt. Temperaturen kom vist ikke over 16 grader, men heldigvis har der næsten ikke været vind. Den hyggelige aften blev for os naturcampisters vedkommende afsluttet med en stille rotur hjem – uden synlig solnedgang.

Karin

 

Tirsdag d. 28.07.15

Tirsdag morgen og formiddag – silende regn fra en mørke grå himmel, så den planlagte afgang kl. 9 blev udsat. Ved 11-tiden klarede det lidt op, så vi (Ole, Karin og undertegnede) satte fartøjerne i vandet kl. 12. Afgang mod campingpladsen, hvor campingfolket skulle støde til. Det blev dog kun til 2 stks. Erling og Addi havde haft vandskade, og Henrik og Michele skulle på vennebesøg, men Gunni og Torben var klar, så nu var vi fem optimistiske roere klar til at udforske Åsnen.

Planen var at sejle Getnø rundt med en afstikker til Svartsjøen, men Torben havde fundet en ”hemmelig” sø på kortet, som han mente var et besøg værd. Som sagt, så gjort. Sydpå gik det ned gennem Insjøn, gennem broen ved Vadviken og videre ned gennem Näckhallsfjorden, hvor den ”hemmelige” sø skulle være for enden, forbundet med en lille kanal, som vi aldrig fandt, og dermed heller ikke søen. I følge kortet har søen et navn, ”Långaga” eller noget i den retning. Frokosten blev indtaget stående i silende regn med låget på to affaldsbøtter som bord. Hjemad gik det igen gennem Näckhallsfjorden med en behagelig rygvind. Vi kunne godt have været foruden regnen, men ellers var det en fin, fin tur.

P.S. Jeg har i mellemtiden fundet det rigtige navn på søen. Det er ”Långagöl”. Skulle nogen senere hen finde den lille kanal der fører til søen, vil vi meget gerne vide det.

P.S. P.S. Klokken er nu 21 og det regner igen, igen. Håber på bedre vejr i morgen.

Skrevet af Freddy
Onsdag d. 19/7 2015

Dagens mål var de to jernbanebroer ved Ulvåsen. Kl. 10 var Addi, Erling, Torben og Gunni på vandet, hyggesnakken gik mens vi holdt øje med hvornår nordfolket (Karin, Ole og Freddy) ville dukke op.

Vi roede der ud af, undervejs måtte vi flere gange i plenum for at finde kursen. Efter at have passeret den første jernbanebro roede vi til venstre – mod syd – fordi Gunni syntes vi skulle holde pause på den nærmeste shelterplads, det var vist ikke alle der var enige – men pladsen var fin med nem landgang. Frokosten blev indtaget, derefter roede vi mod nord og igennem en sving-jernbanebro og videre forbi Ulvøn gamle station og videre mod nord og Hulevik. Pludselig skiftede vejret igen – det blev meget, meget mørkt, det blæste op og regnede.

Vi gik i land ved Hulevik, nogle ude i havnen og andre på sandstranden.

Der fandtes intet ishus i Hulevik, men der var et halvtag med bord og bænke, et spøjs toilet med en dør til handicappede og en til familier. Karin valgte familietoilettet og jeg handiccap, men så stod vi inde i det samme rum med et toilet som man skulle bestige – to trin.

Imens var de andre budt på dejlig varm te og småkager af en tysker, som boede til leje i 14 dage i et dejligt hus. Han fortalte, at han år tidligere, på en varm sommerdag, hvor han var kommet med en kanogruppe, var kommet til Hulevik (intet ishus el. lign.), men en rar mand havde budt ham på en kold øl. Nu ville han gøre gengæld.

Da vi drog derfra skinnede solen, men igen skiftede vejret flere gange.

Kl. 16.30 skiltes vi med nordfolket, og snart var vi tilbage på campingpladsen i silende regn.

Torben synes lige vi skulle slutte turen foran campingvognen med en regnvejrsøl i silende regn og i fuldt kajakudstyr.

Dagen sluttede med det smukkeste solskinsvejr. Dagens rotur ifølge Erlings gps: 22,5 km.

Gunni

 

Torsdag 30/7 2015

Vejrudsigten var lovende, så vi aftalte ”langtur”. Sirkøn rundt, stor og lille tur. Vi aftalte på vandet kl. 10.00. Addi og Erling mødte ikke, så vi var 5 kajakker og 1 kano. Vejret ok, dansk sommer. Flot at se Hulevik i solen på skrænten, på den modsatte side.

Efter dobbeltbroen ved adgangen til Åkavik delte vi os. Freddy-Karin-Ole tog på rigtig langtur nordpå rundt, mens vi andre tog sydpå langs Sirkøn.

Lidt nede holdt vi pause på et lille næs. Et rigtig kønt område med mange små ”øer”. Så videre ned til røret ved A14! Det var lidt svært at komme igennem. Da Henrik stak næsen igennem var der en odder, der var lige ved at springe ned på hans kajak! I fint vejr fortsatte vi til broen, det tidligere udgangspunkt. Her blæste det op igen, svag regn startede. Vi aftalte at vi tog nord om Basen til campingpladsen. Vindstødene var lidt kraftige, hvilket en ung tysker opdagede da han kæntrede med sin kano ikke langt fra land ved den lille campingplads. Han var lidt i problemer, så vi roede hen og hjalp ham og båd ind til land. Til stor skideballe fra venner på land. Så flovede det af igen, og vi fik en rolig fin tur det sidste stykke hjem. Om aftenen spiste vi sammen på Basen, næsset. Dåse dit og dat, men afsluttet med uforlignelige pandekager.

Der var dømt fælles hygge og sang. Addi og Erling tog kanoen hjem, Henrik og Michele gik og vi tog cyklerne.

En dejlig dag, som lige skulle afsluttes med 5 dråber regn.

Rotur for den korte: 22 km.

Torben

– og den lange: 26 km. I det stille vejr med solskin tog det os kun 20 min. op til Åkaviks nordøstlige

Reklamer

Skriv et svar

Please log in using one of these methods to post your comment:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Google photo

Du kommenterer med din Google konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s